Der er en helt speciel atmosfære omkring Florida Keys. Så snart man har passeret Southern Glades sumpene og kører på broen over Blackwater Bay over til Key Largo, er man på vej ind i en solbeskinnet verden af grønt og blåt, der ikke minder om resten af Florida.
Facts om Florida Keys
Ordet Key kommer fra det spanske ord Cayo, som betyder ø. The Florida Keys består af 822 øer (de fleste er koraløer), heraf heraf er 65 beboede. Øerne ligger som perler på en snor, og strækker sig 180 km ud i den Mexicanske Golf. For enden af rækker af øer, ligger Key West, kun ca. 170 km nord for Havanna i Cuba. Hovedvejen dertil, Overseas Highway tager en over 42 broer på den smukke køretur på vej dertil.

Når du kører ud mod Key West har du “Oceanside” på venstre hånd og “Bayside” på højre hånd. Ønsker du solnedgange fra din feriebolig eller dit hotel, skal du booke på Bayside. Dog kan du på mange af øerne gå fra den ene side til den anden på 5 minutter, så det er ikke så vigtigt hvilken side du bor på. Øerne har tropisk klima og er det eneste sted i USA hvor man aldrig har registreret minusgrader.

Florida Keys er ikke kendt for deres sandstrande, men man kan dog finde nogle få gode strande. Calusa Beach i Bahia Honda State Park og Smathers Beach i Key West er to gode bud, og begge strande har faciliter i nærheden.
Oplevelser
I bund og grund er den afslappede caribiske ø-stemning den største oplevelse på Florida Keys. Man kommer hurtigt ned i tempo, når man forlader fastlandet i Florida. Her kommer dog et par bud på steder man kan besøge.

Duval Street, Key West
På Duval Street ligger barerne på stribe, og denne gade kan sagtens give Bourbon Street i New Orleans kamp til stregen. Folk har en fest døgnet rundt på denne gade og mange besøger Sloppy Joes, som var Ernest Hemmingways stamværtshus. For enden af Duval Street ligger Mallory Square hvor folk strømmer til for at se solnedgangen over havet, en levn fra de glade hippie tressere.

Robbie’s Marina, Islamorada
Robbie’s Marina er et af vores yndlingssteder på Florida Keys. Det er en lille bitte Marina der ligger på Lower Matecumbe Key, lige når man er kommet over broen fra Upper Matecumbe Key. Her kan man købe en spand fisk og fodre op til to meter lange tarpon fisk (hvis man tør!!) der holder til her. Det er utroligt sjovt af stikke en fisk ud over kanten af bådebroen, og se en af de kæmpe tarponer skyde op af vandet og snappe fisken ud af hånden på dig. Du kan få mad på Hungry Tarpon Restaurant og drikke på Thirsty Tarpon Bar og der er forskellige boder, hvor du kan købe lokal kunst og souvenirs.


The Rain Barrel, Plantation Key
Hvis du ser en kæmpe Languster langs vejen på Key Largo, så tag et stop og se dig omkring. Big Betsy the Giant Lobster er det næstmest fotograferede sted i Florida Keys, næst efter “the Southernmost Point” i Key West. The Rain Barrel’s butikker byder på nipsgenstande, kunst, skulpturer og håndpustede glasfigurer, alt placeret i en tropisk have.

Overseas Highway
Køreturen fra Key Largo til Key West er en seværdighed i sig selv og turen over de 42 broer giver masser af fantastiske udsigter over øerne og havet. Køreturen over den nye Seven Mile Bridge er et af højdepunkterne. Ved siden af den nye bro står den gamle bro der lukkede i 80’erne. Man har fjernet et brofag for at forhindre folk i at færdes på broen. Man har god udsigt til den gamle bro, når man kører over den nye.

Hvor skal man bo?
Det kan være svært at vælge hvor man skal bo på The Keys. Er du mest til snorkling, er Key Largo et godt bud, da John Pennecamp Coral Reef State Park ligger der. Er du tosset med at fiske, kan du vælge Islamorada, som kaldes “Fishing Capital of The World”. Er du mere til fest og farver, bliver du nødt til at prøve Key West.
Vi har boet på Islamorada to gange, og det blev valgt fordi det ligger i midten, så det er lettere at nå alle seværdigheder på dagsture. Islamorada – “Village of Islands” – består af 5 øer, og vi har boet på Upper Matecumbe Key begge gange.
En af vores yndlingsrestauranter, Lorelei’s Restaurant & Cabana Bar ligger her. Har du aldrig prøvet Conc Fritters, skal du prøve dem her. Det er en Florida Keys specialitet. Restauranten ligger Bayside, og er spredt over et stort område ved en lille marina. Man sidder udendørs og spiser og der er næsten garanti for fantastiske solnedgange. Der er livemusik stor set hver aften. Prøv det!


Pines & Palms Resort er et smukt lille resort som ligger ned til vandet “Oceanside”. Værelserne, i form af hvidmalede træhytter med terrasser, ligger spredt rundt på grunden i en yderst velplejet have. Der er en lille anlagt strand og en pool der er opvarmet året rundt, hvilket er skønt i vintermånederne.

Islanders Resort er et større resort med en stor pool. Her bor man i rækkehuse, og der er terrasser og grills til boligerne. Stedet virkede lidt slidt da vi besøgte stedet, men det er siden blevet fuldstændigt istandsat.
Læs om vores roadtrip i Sydstaterne her.