Anjas fødselsdag. Vi skulle videre ned at kysten i dag, med vi startede med at tage ud i skoven for at svinge os i træerne hos Charleston Zipline Adventures. Det blev til et par dejlige timer oppe i trækronerne.
Hilton Head Island
Dagens mål var Harbour Town på Hilton Head Island, som også ligger i staten South Carolina, tæt på grænsen til Georgia. Der ligger en masse øer langs USA’s sydlige østkyst, der er et besøg værd, bl.a. Tybee Island, Jekyll Island, Ossabaw Island og Sea Island og de fleste øer er tilgængelige i bil. Øerne er et yndet rejsemål blandt amerikanerne og man skal bruge lidt tid for at finde overnatning til en fornuftig pris. Til alt held kunne Anjas fødselsdag bruges som undskyldning til at booke noget dyrere og bedre en normalt. Vi havde to overnatninger på Marriott’s Heritage Club i en stor lejlighed med spa i begge soveværelser, virkeligt et dejligt sted. Området har mange verdensklasse golfbaner, som sikkert koster en formue at spille på. Lejlighedskomplekset havde en stor swimmingpool og var placeret højst 50 meter fra den meget flotte og hyggelige lystbådehavn.
Vi spiste indendørs på The Crazy Crab om aftenen, selvom vi havde besluttet os for at sidde udendørs på Harbourside, hvor der var levende musik, men alt var optaget og vi var sultne og utålmodige.
Næste dag tog vi ned på Coligny Beach, en stor bred sandstrand, som på visse områder minder om dem ved Vesterhavet. Vi har aldrig set så flotte offentlige faciliteter på en strand før. På stien op til byen var der masser af fine brusere og flotte omklædningshytter opført i træ. Vi besluttede os for at handle ind, så vi selv kunne lave mad i vores overdådige lejlighed.
Fantastisk kajaktur
Om eftermiddagen skulle vi på kajaktur med en lokal guide fra Harbour Town ud på Calibogue Sound. Det var trykkende varmt på trods af, at vi var midt inde i oktober. Efter 15 minutter fik vi øje på nogle delfiner, som vi langsomt og forsigtigt padlede hen imod. Delfinerne var heldigvis nysgerrige og kom helt op under vores kajakker. Guiden forklarede, at de jagtede føde, og at de hurtigt var langt væk igen, men vi blev ved med at få øje på nye delfiner. Det endte med at vi flød rundt i dette område på hele turen, for der var delfiner overalt. Vores guide, som var opvokset i området, sagde at vi havde fået en helt speciel og meget sjælden oplevelse denne dag.
Her kan du se en video fra vores kajaktur.