Et stop i Savannah
På vej mod Savannah, Georgia. Det var virkeligt koldt og blæsende om morgenen. Vi besøgte et outlet i Bluffton og købte lidt tøj inden vi kørte videre mod Savannah. Da vi nåede byen og parkerede, var det stadig rigtigt koldt, og vi var ikke rigtigt klædt på til det. Vi gik lidt rundt i byen og kiggede på de gamle bygninger og var henne ved Chippewa Square Park, hvor Forest Gump i filmen af samme navn fortæller sin livshistorie, mens han sidder ved busstoppestedet. Vi en pub i nærheden at spise på. Herefter gik vi ned mod Savannah River og gik på River St. men den kolde blæst fik os til at søge tilflugt i butikkerne.



Amelia Island
Vi besluttede os for at køre videre sydpå, forhåbentlig mod varmen på Amelia Island i det nordlige Florida.Da vi ankom til Hampton Inn & Suites i Fernandina Beach om eftermiddagen var temperaturen igen mere som man kunne forvente, og vi gik ud og spiste et godt måltid på en italiensk restaurant, i en by hvor der ikke skete noget særligt.

Florida, som vi har været i flere gange tidligere, føles ikke som Sydstaterne i den forstand som vi forstår begrebet. Det minder mere om resten af USA. I udkanten af hver en by finder man alle de store butikscentre, med butikker som The Home Depot, Wallmart, Target, CVS Pharmacy, Starbucks, Wendys osv. Det er svært at kende fra hinanden, men praktisk. Countrymusikken blev sværere at finde på bilradioen, som lød mere som derhjemme. Vores mål i dag var Wakulla Springs State Park, hvor vi skulle bo. Vi besluttede at køre dertil hurtigst muligt, så vi kunne bruge tiden ved Wakulla Springs, som er en af Floridas større ferskvandskilder. Når vandet er klarest, kan man se ned i 35 meters dybde i udspringet.
Wakulla Springs
Vi havde booket værelse i The Lodge at Wakulla Springs, som er et lidt gammeldags hotel fra 1937, der minder lidt om en stor spansk hacienda. Det virkede som om tiden stod stille på hotellet, som lå helt isoleret ude i en stor skov, Wakulla State Forest. Personalet tog det også meget stille og roligt, så man skulle have lidt tålmodighed – men det havde nu sin charme. Foran hotellet lå kilderne i den flotte natur, der nærmest mindede om en afrikansk jungle. I 1930’erne tonsede Johnny Weismüller rundt i kildens klare vand under optagelserne til en af Tarzan filmene og i 1954 optog man kultfilmen “Creature from the Black Lagoon” her. Flere af rekvisitterne kan ses på hotellet.

På sejlturen så vi flere Manatees, søkøer, hvilket er lidt usædvanligt så tidligt på året. Søkøerne lever i havet, og trækker normalt først op i floder og kilder hen på vinteren hvor havvandet bliver for koldt. I Wakulla Springs trives søkøerne, da den store kilde sørger for en nærmest konstant vandtemperatur på 20 grader. Alligatorerne var der mange af, de fleste lå på bredden og slikkede sol.



Der hvor båden lægger til, er der et stort badeanlæg med sandstrand og udspringstårne. Det lader dog ikke til, at der er problemer med alligatorer, selvom der ikke er sat net op rundt om anlægget. Måske er det kildens udspring, der holder alligatorerne på afstand, men vi havde ikke rigtigt lyst til at hoppe i vandet i en årstid hvor sigtbarheden kun går ca. 2 meter ned.

Læs om vores videre færd til Destin her.