Staterne Victoria og New South Wales danner landets sydøstlige hjørne. I det mest Sydøstlige Australien ligger Southern Alps, Australiens højeste bjerge og langs kysten strækker store tætte skove sig helt ud til de mest fantastiske øde hvide sandstrande. Der er langt i mellem byerne og man kan få følelsen af at have det hele for sig selv.
Gourmetbyen Milawa
Efter 3 timers kørsel igennem landbrugsland kommer vi til en lille flække Milawa, i Kings Valley, også kendt som Victorias spisekammer. Milawa har gjort sig kendt på gourmetturisme. Her får man olivenolier, oste og vine af høj kvalitet. Vi tager frokosten på Milawa Cheese Company. Deres café byder på fremragende salater og andre lette retter. Herefter besøger vi Brown Brothers Winery. Der er veteranbilstræf, og stedet er fyldt af folk. Atmosfæren er cool og afslappet, og vi sidder i store sækkestole på græsplænen foran hovedbygningen og nyder den behagelige temperatur. Vi køber lidt vin til en “regnvejrsdag”. Inden vi forlader byen, når jeg at springe ind i The Olive Shop og købe gode oliven til en tapasaften. Vi camperer på en halvkedelig BIG4, Porepunkah Holiday Park med en gusten pool lige inden den stejle opstigning over bjergene.
Over høje bjerge
Da vi vågner næste morgen sidder der en stor edderkop på ydersiden af myggenettet ved køjen over førerkabinen. Jeg får et godt billede af den. Det er en ufarlig Huntsmans spider, men den ser imponerende ud og er meget hurtig, finder jeg ud af, da jeg skubber den ned fra bilen med en kost.
Vi forlader pladsen tidligt og kører ind til Bright for at tømme tankene på vores motorhome, en vigtig ting, især når man skal op ad stejle bakker. Kloakvandet kan risikere at løbe ud i bilen igennem brusebadet, hvis man ikke tømmer det. Desværre havde campingpladsen ikke kloak, så vi er blevet henvist til en campingplads i Bright. Byen virker meget interessant, nærmest som en alpeby, og vi ærgrer os over, at vi ikke valgte en plads her. Det går stejlt op efter Harrietville og der er ikke meget plads på vejen. Vores motorhome kæmper sig op og udsigten er fantastisk. I 1840 meters højde kører vi på en bjergryg, hvor skyerne, der er dannet længere nede, trækker henover ryggen få meter over hovederne på os. Vi stopper i Hotham Alpine Resort i Alpine National Park, får kaffe og varm cacao, nyder udsigten og er lidt forundret over, at der ligger et skisportssted her, få timers kørsel fra en 40 graders bageovn ved Murray River.
Lakes Entrance
Vi kører igennem smukke landskaber på sydsiden af bjergene og når byen Lakes Entrance om eftermiddagen, en turistby hvor der er proppet med mennesker. Campingpladserne ligger på rad og række, men vi har besvær med at finde en plads. Det lykkes dog til sidst og vi skal bo på BIG4 Waters Edge Holiday Park. Byen ligger ved Gippsland Lakes, en stor lagune med et rigt dyreliv, bl.a. den meget sjældne delfinart, Burrunan Dolphin. Vi går en tur ned i byen og kigger på butikkerne, og får shoppet en smule for første gang i lang tid. Om aftenen nyder vi vores indkøbte tapas fra Milawa samt vores Molly Dooker vin, mens vi fascineret kigger på en komisk indisk familie, der desperat prøver at slå et telt op for første gang i deres liv.
Næste dag går vi en tur på stranden, først over lagunen på en gangbro, så passerer vi nogle klitter, og til sidst står vi på en kæmpestor strand med bølger, der kaster rundt med folk. Dejligt sted og som sædvanligt er der masser af plads. Vi kaster os rundt i bølgerne, som er ret voldsomme. Senere får vi en is, og går tilbage til campingpladsen, hvor vi er blevet nødt til at flytte plads, da vores første plads er reserveret til en anden.
Mallacoota
Vi fortsætter vores tur, og skal nu følge kysten mere eller mindre resten af vejen mod Sydney. Dagens mål er Mallacoota og ruten der til er ret øde, det meste af turen går igennem uigennemtrængelig tæt skov med Snowy River National Park på venstre hånd og på det sidste stykke Croajingolong National Park på højre hånd. Ved Genoa River drejer vi til højre og kommer efter 15 minutters kørsel ned til den øde belliggende Mallacoota, en af de mest isolerede byer i Victoria. De 1.000 indbyggere får i sommermånederne selskab af masser af turister, der ønsker at nyde den helt unikke natur.
Byens offentlige campingplads dækker nærmest halvdelen af de bedste kvadratmeter i byen. Pladsen med det prangende navn, Mallacoota Foreshore Holiday Park, snor sig som en lang slange ned til vandet ved udmundingen af Wallagaraugh River. Vi får en plads til een nat og får at vide, at vi må flytte, hvis vi vil blive her længere. Det vil vi helt sikkert, for her er fantastisk.
På sejltur
Vi går ned og lejer en lille motorbåd i den ene ende af pladsen. Vi vil på fisketur i floddeltaet. Vi passerer en stor søløve, som nærmest virker død, men den slapper bare af og flyder rundt. Der er masser af pelikaner i luften, så der er helt sikkert også fisk i vandet. Vi skiftes til at fisk et par timer, men fanger ikke noget. Vi nyder vores medbragte mad, og er enige om, at vi er i paradis. Det lykkes os at brage ind i landgangsbroen, da vi afleverer båden, men udlejeren tager det ikke så tungt, han har nok set det før.
Ren afslapning
Campingpladsen er stor med masser græs og store træer. Der er god vandudsigt over det hele. Vi ligger ned til indsejlingen, og ungerne fisker mellem bådpladserne. Søløver svømmer forbi, fiskene springer i vandet og flokke af papegøjer sidder i træerne. Vi lejer en flytbar bålplads og hygger med bål om aftenen.
Den næste dag går vi ud for enden af den store campingplads og nyder udsigten over det åbne hav. Man kan kravle ned af en skrænt og vade ud på nogle store sandbanker på lavt vand. Det er skønt at bade i det lave vand. Temperaturen har i de seneste dag været behagelige 26-27 grader, så klimaet er perfekt. Vi finder en ny plads, der ikke er reserveret og bruger resten af dagen på at slappe af. Ungerne bruger meget tid på en fange en blæksprutte, som de har opdaget nede ved bådebroen.
At finde steder som Mallacoota, der ikke får den store omtale i turistguiderne, men er det rene paradis at befinde sig i, er det der gør rejser med motorhome perfekt. Man ville aldrig komme til disse steder på en guidet bustur.
Læs om nogle flere helt unikke steder på næste del af vores rejse mod Sydney her.