Flyveturen fra Perth til Hobart inkluderer et stop i Melbourne. Vi tog afsted tidlig morgen, men er først fremme sidst på eftermiddagen, da vi også har tre timers tidsforskel imod os. Regnen pisker ned og det er 8 grader varmt, lidt af et chok efter heden i Western Australia.
Vores hjem på hjul
Vi får udleveret det lille motorhome, kaster bagagen ind, og kører. Først igennem Hobart og sydpå mod Huon Valley Caravan Park. Der bliver handlet lidt ind i et supermarked i Hobart på vejen derud. Vel ankommet giver vi os i kast med at få vores motorhome organiseret, hvilket ikke er helt let. Der er så lidt afsætningsplads at ting konstant skal flyttes rundt. Samtidig prøver vi alle fire at bevæge os rundt i vognen i en absurd balletdans, der må se grinagtigt ud for de andre på campingpladsen.
En smal dobbeltseng køres ned fra loftet og vi skal ligge og sove i to lag med meget lavt i loftet. Nå – i det mindste er det holdt op med at regne.
Vi finder ud af, at de hvide kakaduer, som vi har set frem til at opleve, betragtes som skadedyr. Der bor en flok i et eucalyptustræ i nærheden, som konstant laver en øredøvende larm.
Tahune Airwalk
Næste morgen kører vi mod Southwest National Park, som sammen med den tilstødende Franklin-Gordon Wild Rivers National Park udgør 10.600 kvadratkilometers ugennemtrængeligt vildnis. Her siges det at den Tasmanske Tiger måske stadig lever, selvom den blev erklæret uddød i 1936. Vi skal til Tahune Airwalk, hvor man kan gå en tur på gangbroer i trætoppene.
Vi er tidligt på den og er de første, der bliver lukket ud i den store skov. Der er en fantastisk udsigt over trækronerne i 30 meters højde. Højdepunktet er en bro, der ender ude over en forgrening i Huon River. Broen svinger blidt fra side til side, mens vi indsuger indtrykkene og den fantastiske udsigt i støvregnen. Vi fortsætter på en sti i skovbunden og møder et par wallabies, som bevæger sig let og ubesværet igennem den ujævne skovbund.
Vi fortsætter herefter mod nord til Hobart og herefter videre vestpå ad vejen, der fører over bjergene til vestkysten. Vi er trætte af at køre, og stopper ved Tarraleah hvor der er en campingplads. Vi skulle egentligt have kørt til Derwent Bridge, 45 minutter længere fremme ad ruten, men tænker at dette er lige så godt.
“Creepy” campingplads
Tarraleah er en “by” som er opstået, da man byggede et stort hydroelektrisk anlæg i 1930’erne. Campingpladsen ligger i en mennesketom ferieby. Stemningen minder os om TV-serien Lost og diverse gyserfilm. Her er tomt og stille, men der er sådan set ret pænt. Vejret er endelig til at sidde udenfor, men der går flokke at tamme gæs rundt, der har overskidt hele pladsen. Vi ender med at sidde inde i den lille camper og ønske at natten går hurtigt, så vi kan komme væk herfra.
Læs mere om vores roadtrip her.
