Endelig starter vores store Australiens tur. Vi synes, at vi har ventet uendeligt længe på dette, da planlægningen har taget omkring halvandet år.Vi ankom til Perth lufthavn i går aftes, og tog en taxa til hotellet. Der var ingen af os, der sov særligt godt, men det plejer vi nu ikke at tager os så meget af, fordi vi er SÅ klar til eventyr, at det overskygger al træthed. Vi glæder os til første etape til Cervantes.
Vi pakkede kufferterne (som vi knapt nok havde pakket op) og gik ned af gaden for at snuppe noget morgenmad på Fast Eddys Cafe. Herefter gik vi til Hertz og bad om vores bil. Hertz manden foreslog en større bil og vi opfattede det som en gratis opgradering, men fandt senere ud af det var det absolut ikke ! Nåh, dejligt at starte turen med en fed Audi.
Venstrekørsel
De første 10 minutter med venstrekørsel i en lejebil er altid lidt nervepirrende. Hvis det er i en storby, plejer vi lige at gennemgå de først par sving på ruten på et kort, så vi kommer godt i gang. Det gik nu fint, og efter et par minutter var vi på motorvejen på vej igennem Perths nordlige forstæder. Man løber hurtigt tør for motorvej, faktisk allerede ca. 30 km nord for byen. Herefter står den på landevej i resten af Western Australia, jah faktisk hele vejen til Darwin.
Vi når frem tidligt på eftermiddagen, og kører lidt rundt i byen, som kun består af et par gader. Det er ikke en særligt ophidsende by, og hotellet viser sig heller ikke at være noget særligt, men den har da en pool, som dog er ret kold.
Solnedgang ved The Pinnacles
Tidlig aften kører vi ud til Nambung National Park. Her skal vi se The Pinnacles ved solnedgang. The Pinnacles er et område i ørkenen hvor masser af store kalkstenssøjler stikker op af ørkensandet. Der er mange hundrede af disse søjler, som er op til 4 meter høje, og som man kører tur igennem området, hvor de står. På vej ind i parken står der en stor kænguru og glor på os. Så de er altså virkelige!
Der er ikke særligt mange mennesker inde i parken, så vi parkerer og går lidt rundt. Her er utroligt flot og lyset er helt fantastisk.
Hvor er Mikkel Emil?
Vi begynder at køre lidt af ruten, men stopper snart igen, fordi her er så fantastisk flot. Vi har medbragt noget mad og spiser det på køleren af bilen, mens vi nyder det mærkelige landskab. Ungerne leger gemmeleg og pludselig kan vi ikke finde Mikkel Emil. Han har gemt sig et stykke væk, bag en af de mange søjler og svare ikke når vi kalder (lyden forstummer imellem søjlerne) og lyset forsvinder lige pludselig hurtigt. Vi når lige at få lidt sved på panden inden han dukker op bag en stensøjle, det ville være kønt at skulle efterlyse sin søn den første dag.
Vi kører resten af turen rundt i parken, mens solen er ved at gå ned. Man kan se havet i baggrunden ca. 3. kilometer væk, og det er vanvittigt flot. Så er vi efterhånden klar til at tage tilbage til hotellet og endnu en nattesøvn præget af jetlag.
Følg med når vi kører videre mod Kalbarri.
