New Orleans, NOLA, Cresent City, The Big Easy – kært barn har mange navne. For at komme til byen i bil skal man enten igennem kæmpestore sumpområder eller via lange broer henover Lake Pontchartrain. Det er i sig selv imponerende at lægge en by i dette område. Vi har i mange år set frem til at besøge byen, der er så markant anderledes end andre amerikanske byer.
Byen blev oprettet af franskmændene i 1708, overgivet til spanierne, generobret for til sidst at blive solgt til USA i 1803. Kulturen er helt sin egen, den minder ikke om noget andet. Befolkningen består af sorte (60%), spaniere og franskmænd, cajun, jøder, irere, italienere og kreolere. Tro og overtro spiller en stor rolle, byen er bl.a. kendt for voodoo, og arkitekturen er en blanding som man ikke ser andre steder. Næsten alle barer er også spillesteder for en masse musiske stilarter.
Oak Alley Plantation
Inden vi kørte mod centrum, besøgte vi en af de gamle plantager, Oak Alley Plantation fra 1839, som ligger ved Mississippi floden ved Vacherie. Hovedbygningen ligger flot indrammet af en 240 meter lang allé af gamle egetræer. På grunden kan man lære mere om sukkerproduktion, se slavekvarteret og bare slentre rundt på grunden og smage en mint julep, som er en rigtig sydstatsklassiker (en kombinationen af frisk mynte og bourbon). Hvis man vil ind i hovedbygningen, skal man tage en guidet tur, da det ikke er tilladt at gå rundt derind selv.
På vej tilbage mod byen, går motorvejen over endeløse sumpe på uendelige betonpiller, et flot syn.
Hotellet
Vi havde booket to overnatninger på The Frechman at 519 på Frenchman St. Gaden ligger i Marigny kvarteret og er kendt for at have en masse spillesteder. Der er kort afstand til det mere kendte French Quarter, men der er folk bogstaveligt fulde fra kl. 9 om morgenen, så vi havde det fint med blot at kunne gå derhen.
Allerede om eftermiddagen begyndte der at komme høj musik ud af spillestederne. Vores hotel, som forøvrigt varmt kan anbefales, havde terrasser med borde og stole i to etager ud mod gaden. Det var et perfekt sted at sidde med medbragt vin og se livet på gaden og høre musikken fra baren tværs over gaden. Efter et par timer var der ingen overraskelse i at se en fuld julemand give en fremmed et kram for derefter at gå ind på en bar. Alt mærkeligt blev hurtigt normal i denne skøre by.
Efter at have været ude og spise aftensmad stødte vi på et af New Orleans mange Brass Bands. De går rundt i gaderne og spiller om aftenen. Det er enormt larmende og festligt, når 15-20 blæseinstrumenter spiller på et gadehjørne. Folk begynder at danse og klappe, der bliver samlet penge ind, og efter et numre stopper musikken og bandet går videre til et nyt gadehjørne. Der er aldrigt roligt i New Orleans.
Rundt i byen
Vi ville ind på en af byens karakteristiske kirkegårde, men det skulle man betale en formue for, og på en tvungen guidet tur, hvilke vi ikke gad. Herefter gik vi ned igennem det franske kvarter og kiggede på de flotte huse og vi endte nede ved floden, hvor man kunne se store pramme sejle op af Mississippifloden.
Ved det flotte Jackson Square hoppede vi i en hestevogn og blev i en time kørt rundt i det franske kvarter og blev fortalt fantastiske historier om byen og kvarteret. Det gav en meget bedre indsigt end nogen guidebog kunne. Turen kan klart anbefales.
Street Art
Rundt omkring i New Orleans er der masser af flot Street Art. Det er værd at kigge på Nola Mural Project, hvis man ønsker et opdateret kort over vægmalerierne.
Vi sluttede igen dagen af med at sidde på terrassen med et glas vin og høre musik og se på livet nede på gaden. Fantastisk sted!