It’s Alabama time. På vej vestpå mod Biloxi kører man igennem flådebyen Pensacola, som er den sidste by i Florida. Herefter kører man ind i Sweet Home Alabama, hvilket man kunne høre på bilradioen, der igen spillede den countrymusik, der havde fulgt os i staterne inden Florida. Der var dog ikke umiddelbart nogen forskel på velstanden, men vi var også stadigvæk ved kysten, som er mere velhavende.
Julepynt i oktober
Vi stoppede i Fairhope som er en charmerende lille by. Den er kendt som en af USA’s smukkeste byer og er også kendt for at pynte ekstremt op til jul. Hele byen møder op i pyjamas og nattøj på Main Street til jul for at se en julefilm sammen. Vi endte i Christmas Around the Corner, en butik der sælger julepynt året rundt. Det var en sjov fornemmelse, at købe julepynt iført shorts og t-shirt.
Frokosten blev indtaget i sumpene nær Mobile. Når man kører på broen over Mobile Bay, skal man tage landevejsbroen i stedet for motorvejen. Her kan man dreje af på et lille stykke land midt i bugten, og her ligger The Original Oyster House Det er en af Alabamas mest berømte restauranter. Endnu en stor træbygning, denne står på stylter, så vandet kan fosse ind og ud af bugten, når orkaner hæver vandstanden. Maden var rigtig god, men vi fik bestilt for meget som sædvanligt … vi lærer aldrig hvor store portioner, man serverer i USA.
Halloween på bondegården
Vi havde booket et kedeligt kædemotel i kedelige Tillmanns Corner, lidt udenfor Mobile. Dette var det nærmeste overnatningssted i forhold til aftenens begivenhed, et besøg på en bondegård lige inde over grænsen til Mississippi. Her bliver der hvert år i oktober gjort klar til Halloween, med havespil, majskanoner, bondegårdsdyr og hjemmegrillet mad. Hovedattraktionen er to majsmarker der er lavet om til labyrinter.
Den ene labyrint, der først blev åbnet efter mørkets frembrud, var en forhindringsbane, hvor man blev lukket ind i små hold. Her blev man så passet op af zombier og maskerede folk med larmende motorsave. Alt foregik i mørke omgivelser eller i stroboskop lys, meget stressende og effektfuldt. Vi havde en fantastisk aften, og skulle man være i området i en weekend i oktober, kan vi anbefale et besøg på Seward Farm, Lucedale, Mississippi.
Næste dag skulle vi kun køre en times tid til Biloxi, Mississippi. Det kom dog til at tage lidt længere tid, da det begyndte at regne så meget, at vi måtte holde næsten stille på motorvejen. Da vi kom til Biloxi var vejene oversvømmet, så vi måtte køre meget forsigtigt igennem vandet. Da vi var tidligt på den, stoppede vi ved et center med spillemaskiner og bowlingbaner og hyggede os et par timer.
Casinobyen Biloxi
Biloxi er en spilleby med en del store casinohoteller. Det ligger ud til den mexicanske golf, så man kan kombinere gambling med badeferie. Vi havde booket os ind på det største casino, Beau Rivage, som også er Mississippi’s højeste bygning. Casinohoteller er som regel billige, især på hverdage, fordi hotellerne tjener pengene hjem på spil. Vi fik en stor suite på 23. etage med fantastisk havudsigt for under 600 kr. Fra vinduet kunne man se direkte ned i indsejlingen til Biloxi Bay. Vi kunne hele tiden få øje på flere hajer i overfladen. Det var ikke et sted vi havde lyst til at springe i vandet.
Vi havde ikke lyst til at spille på casino, men vi fik et godt måltid til en fornuftig pris på en af hotellets mange restauranter. På et typisk casinohotel er maden altid billig, det lokker folk til, og derefter spiller de flere penge væk end de har sparet på maden.