Hvis du har besøgt Rom tidligere, ved du godt hvor mange fantastiske seværdigheder byen har at byde på. Vi har ikke været andre steder i Verden hvor historien på den måde stikker op af jorden overalt, som i den Evige Stad. Det kan altså noget og derfor har byen jævnligt været besøgt siden gymnasietiden. Når man efterhånden har været alle de store seværdigheder igennem (og dem er der mange af!!), så kan man begynde at opleve byen på en anden måde.
Flere af de største europæiske storbyer er efterhånden meget overrendt af turister. Verdens middelklasse er mangedoblet på få år, og det kan mærkes. Derfor kan der godt gå lidt sport i at finde nogle steder som er lidt under radaren eller i det mindste ikke fyldt med turister konstant.
Her får du 7 bud på alternative seværdigheder i Rom.
Laterankirken
Alle kirkers moder! Ja, det kan godt være at Peterskirken løber med al opmærksomheden, men Arcibasilica di San Giovanni in Laterano (St. John) er “alle kirkers moder”. Denne kirke var den først pavekirke inden det flyttede til Avignion i Frankrig. Den ligger ca. 3,5 km fra centrum. Kirken er enorm, men ikke så stor som Peterskirken. Det er gratis at komme ind, men man skal igennem en metaldetektor, husk ærbar beklædning. Der er ikke mange mennesker, men kirken er imponerende på alle måder.
Overfor kirken ligger de hellige trapper, Scala Sancta. 28 trappetrin fra Pontius Pilatus´ kontor i Jerusalem, er blevet fragtet til Rom. De er hellige, da det siges, at Jesus gik den tunge gang op af disse trin, for at få sin dom på skærtorsdag. I bygningen er der 4 sæt trappetrin ved siden af hinanden og turister kan se pilgrimme kravle langsomt på knæ op ad de hellige trappetrin mens de beder. På første sal ligger den første pavers personlige kapel samt San Lorenzo kirken, hvor man kan deltage i gudstjenester på engelsk.
Den Aurelianske mur
Marcus Aurelius byggede denne imponerende 19 kilometer lange bymur fra år 271 e.kr. og 2/3 af muren eksisterer stadig. Vi fulgte muren et par kilometer med start ved Porta Metronia og nød roen langs muren der bugter sig igennem stille forstæder. Hvis man lytter og kigger op i træerne, er det ikke svært at få øje på nogle af Rom’s mange papegøjer, som siden 1970’erne er blevet faste indbyggere i Rom.
Caracallas termer
Dette er fysisk en af de større attraktioner i Rom, men på en hverdag ved middagstid i højsæsonen, var der ikke mange besøgende turister. Denne gigantiske offentlige badeanstalt, der kunne indeholde 1.600 besøgende, viser på alle måder Romerrigets overlegenhed. Selvom termerne i dag blot er ruiner, kan man flere steder se rester af mosaikker i de forskellige bade. Man føler sig enormt lille mellem de høje mure, og får en stor lyst til at kunne rejse tilbage i tiden. Her ville man kunne opleve, at termerne også indeholdt et bibliotek samt flere gymnastiksale.
Trastevere
Denne bydel er ikke længere en velbevaret hemmelighed. Det har den ikke været i mange år, men det lader til, at de fleste turister stadig holder sig på den anden side af floden. Når man har fået nok af horderne ved Pantheon og på Piazza Navona, er det skønt at gå over Tiberen, og ind i de smalle snoede gader i Trastevere. Der er masser af små butikker og fortovsrestauranter og priserne er stadig en del lavere end i centrum. Det bør altid være en del af en tur til Rom at besøge denne bydel.
Prøv et madlavningskursus
Der er masser af muligheder for at tage på madlavningskursus i Rom. Vi prøvede dette på Rimessa Roscioli nær Ponte Sisto broen. Vi startede med at lave en tiramisu og gik herefter videre til forskellige pastaretter. Typisk er man i en gruppe på 12-15 personer. Der blev serveret Prosecco under madlavningen og under måltidet var der vinsmagning, som også var inkluderet i prisen.
Castel Sant’angelo
Denne borg ligger i hjertet af Rom ved Tiberen og for mange er det en bygning man passerer på vej til Peterskirken. Oprindeligt blev den bygget som gravmæle for kejser Hadrian, men blev efterhånden ombygget til et forsvarsværk. Pave Gregor den Store så ærkeenglen Michael på toppen i år 590, deraf navnet (på dansk Engelsborg). I dag må man nøjes med en statue af englen. Borgen har et museum, der bl.a viser bygningens udvikling og ændring gennem de sidste 1.900 år. Fra toppen har man den bedste udsigt over det centrale Rom. Det er rift om bordene på caféen på løbegangen næsten øverst oppe. Virkelig et besøg værd.
Villa Borghese
Villa Borghese er Roms grønne åndehul. En park nær centrum på 80 hektar med masser af variation, som romerne bruger til afslapning, motion og festivaler. Borghese familien var en af magtfamilierne i middelalderens Rom. Det er skønt at gå en tur i skyggen af de flotte parasolklippede pinjetræer, som Rom er så kendt for. Man kan få en rundtur i flere af husene i parken, eller bare nyde roen væk fra de største seværdigheder. Start på Piazza del Poppolo og tag trappen op. Nyt den fantastiske udsigt til Peterskirken inden du begiver dig ind i parken.
Vi bliver aldrig færdige med Rom
Rom er bare en af de byer som vi ikke bliver trætte af, også selvom vi føler os rykket op i kategorien “Rom for let øvede”. Det er svært ikke at blive begejstret over op til 2.000 år gamle bygninger overalt i gadebilledet. Vi leger med tanken om at bo længere fra det gamle centrum, og jeg tror vi vælger Travestere næste gang. Vi glæder os allerede.
Har du været i Prag? Læs om vores oplevelser her.