I Sydafrika er der masser af muligheder for safari i et privat Game Reserve. Flere og flere områder i Sydafrika bliver lagt om fra landbrug til vild natur og der bliver sat vilde dyr ud på området. Lidt syd for eSwatini kan man tage på safari i Zebra Hills, en lodge der ligger i Manyoni Private Game Reserve. Dette vildtreservat har 23.000 hektar spredt ud over et smukt bakket landskab.
Nationalpark eller privat vildreservat?
Hvad er forskellen egentlig mellem disse? Det er meget let, en nationalpark er styret af staten, og tilbyder både dagture samt overnatning for et stort antal turister. Man griber helst ikke ind i naturens gang i en nationalpark. Køretøjer skal holde sig på vejene, og der sker typisk en stor ophobning af biler, når nogen får øje på noget spændende. Det er typisk relativt billigt at tage på safari i en nationalpark.
Et privat vildreservat tilbyder typisk eksklusivitet. Ofte er indkvarteringen luksuriøs, der er plads til relativt få mennesker på lodgen, og på safarien er der ikke mange køretøjer, der er i vejen for hinanden, når man ser dyr. Der må køres overalt, og man kan tage på gamedrive efter solnedgang. Dette er naturligvis den dyre løsning, det kan koste fra 2.000 til 5.000 kr. pr. dag pr. person med alt inkluderet.
Zebra Hills
Lodgen Zebra Hills har to store huse til udlejning. The Main Lodge har 7 værelser, egen pool og boma, og den kan huse op til 14 mennesker. The Homestead lyder lidt som en faldefærdig rønne, men med 4 dobbeltværelser med tilhørende børneværelser (alle med badeværelse), en kæmpe stue, boma og egen pool, var det nok til os 4 personer. Vi gav 20.000 ZAR for 2 overnatninger, hvilket svarer til ca. 7.200 kr. Dette inkluderer 2 game drives pr. dag i egen åbne Landrover, rengøring og tøjvask samt en kok, der laver maden. Grunden til at det er så billigt, er at man selv skal medbringe alt mad og drikke. Dette var dog ikke noget problem, vi blev anvist det nærmeste supermarked inden ankomst og fik en huskeliste med.
Zebra Hills ligger i et indhegnet område, så de vilde dyr kan ikke komme helt ind til huset. Der er vandhuller placeret foran begge huse, så man kan på de tørre varme dage være heldig og observere de vilde dyr fra egen terrasse. Der går 5 nyalaer (antiloper) rundt i haverne, og den ene, Buhle, er opflasket af ejerne, og er mildest talt en selskabspapegøje. Den gik rundt inde i huset ved flere lejligheder og var ikke meget for at gå ud igen.
Naturen I Manyoni Game Reserve
Da 17 landmænd i 2004 blev enige om at fjerne alle hegn og lægge området ud til et vildtreservat, var meget at jorden naturligvis opdyrket. Det ser man ikke spor af mere, landet gror hurtigt til. Manyoni er meget bjergrig, så naturen en meget smuk og varieret. Der er åbne områder med græs, områder med tæt akaciebevoksning og så er der de utroligt smukke floddale med store fevertree, der vokser langs bredderne. Naturen er altså meget varieret, og der findes hele 415 fuglearter på området, hvilket er en god indikator for variationen af naturområdet. Alle Big 5 findes her, men da zuluerne jagter leoparderne for deres skind, er disse dyr utroligt sky, og ses kun meget sjældent.
En typisk dag på safari
Dagene på sådan en safari kører efter en helt fast plan. Man bliver vækket inden solen står op, tager varmt tøj på og får en kop the eller kaffe. Så stiger man ombord og kører omkring kl. 5.30 – 6.00. De næste 3 timer går med at finde dyrene, og specielt morgenerne er fantastiske. Her ser man det hele komme til live efterhånden som solen står op. Midt på turen stopper man og får en varm kop at drikke samt Rusks, en slags kiks, der minder om italienske biscotti. Tilbage på lodgen er morgenmaden klar i det øjeblik man ankommer.
Herefter slapper man af, læser, tager en lur eller hvad man har lyst til. Kl. 14 er der frokost og kl. 15.30 – 16.00 er der afgang til eftermiddagens game drive. Pitstoppet på denne tur er et sted med god udsigt, og en “sundowner”, f.eks en gin & tonic. Man er tilbage lidt efter mørkets frembrud og boma’en er gjort klar med stole rundt om bålet og der bliver serveret drinks. Herefter er der aftensmad, og ofte er man så træt efter middagen, at man går direkte på hovedet i seng.
Hvad skal man medbringe på safari?
Det er først og fremmest vigtigt at tage godt med varmt tøj på om morgenen. Man sidder helt stille i 3 timer, og det kan være køligt, selv på sommermorgener. Typisk er der tæpper til rådighed. Husk en hat, især hvis der ikke er halvtag på bilen. Det er vigtigt med en god kikkert, og kamera med zoom er også en rigtig god ide. Jeg bruger zoom op til 300 millimeter, og det fungerer fint i de fleste situationer.
Vær opmærksom og fortæl guiden hvis du ser noget. En guide der også skal køre bilen har brug for alles øjne. Og så bare nyd lydene og duftene, en safari er noget af det mest specielle man kan foretage sig, og man får oplevelser for livet. Hver safari har sit helt specielle højdepunkt, og det er umuligt at forudsige hvordan det bliver. Derfor er der heller ikke nogen grund til at være fokuseret på at se et specielt dyr, eller alle Big 5. Det sker hvis det sker!
Vi var superglade over vores valg om at tage på safari i Zebra Hills. Det var en meget anden natur end vi har været vant til fra Kruger området, og vi fik rigtig meget for pengene.