Hvis man kun har et par dage at opleve en storby i, er Prag absolut en af favoritterne. Den er præcis stor (lille) nok til at man kan nå at opleve det meste. Og så tager det kun omkring 90 min. at flyve direkte dertil. Flybilletter til Prag kan som regel købes billigt og det generelle prisniveau i Prag er omkring 30% under de danske priser. I det øvrige Tjekkiet er det endda en del lavere.
Her er vores bud på en tur til Prag på to dage.
Hvor skal man bo
Hvis man kun har et par dage i Prag, vil det være en god ide at booke et hotel i centrum. Vi boede i det gamle kvarter, som lå i gåafstand til alt, samtidig med at der var dejlig roligt om aftenen.
En taxi fra lufthavnen koster omkring CZK 800 til 1.000 svarende til DKK 240 – 300 hver vej.
Mad og drikke – og drikkepenge
Der er utrolig mange gode restauranter i Prag og det forventes, at man giver drikkepenge på mellem 10 og 15% på restauranter mv. Ofte er udregningen allerede lavet på regningen, men skal tillægges betalingen. Stort set al betaling er ligesom herhjemme, trådløst.
Dag 1
Idiom Installation
Idiom Installation er en af de ting man ikke må misse i Prag. Det er ikke med på den sædvanlige liste over hvad man skal se i Prag, men er absolut et besøg værd. Det er et infitity bogtårn, som man kan se på Prags hovedbibliotek.
Det er et cylinderformet tårn lavet af et utal af bøger, som ved hjælp af spejle giver en infinity oplevelse ud over det sædvanlige. Det kan klart anbefales. Hovedbiblioteket ligger i den gamle by, lige indenfor hovedindgangen og der gratis adgang. Adresse: Josefov, 110 00 Prag 1, Tjekkiet
Dripstone Wall
Man kan let gå forbi indgangen til Wallenstein-paladset, hvor man finder Dripstone Wall. Indgangen ligner blot en almindelig port ind til en hus, men når man kommer gennem porten, finder man den smukkeste have. Og det er også her, i et separat område, man finder den grotesk udseende Dripstone Wall, også kaldet ’The Grotto’. Dripstone Wall er en massiv, menneskeskabt mur lavet til at ligne drypsten. På afstand kan muren ligne forpinte ansigter.
Paladset og haven blev opført i 1630 og var engang en del af en privat bolig for den velhavende tjekkiske adelsmand, Albrecht von Wallenstein, der var kommandør under Trediveårskrigen. Han byggede sit nye herskabelige hjem og haver i barokstil med inspiration fra den italienske renæssanceæra.
Historikere har få svar, der forklarer formålet bag Dripstone Wall. Mange spekulerer i, at muren kun blev bygget for at underholde gæster. Andre mener dog, at der er mere mystik bag den kunstige mur. Folk rapporterer ofte, at hvis man ser godt nok efter, kan man se grotesk vansirede ansigter af mennesker og dyr. Gamle historier peger på, at muren potentielt indeholder et væld af skjulte passager. Disse passager er dog aldrig fundet.
Der er gratis indgang til haverne.
John Lennon-muren
John Lennon-muren var engang en helt almindelig mur i Prags gamle bydel. Efter John Lennons død i 1980, udødeliggjorde en ung tjekkisk kunstner musikeren, med et portræt og et afgørende citat: “Giv freden en chance”. Flere og flere kunstnere sluttede sig til og udvidede graffitien på muren med citater mv. – en dedikation til John Lennon som en hyldest til både kærlighed, frihed og den afdøde beatle.
Da det første grafitti blev lavet, var det også et symbol på modstanden mod kommunismen. Det kommunistiske styre forbød graffitien og beordrede adskillige gange muren blevet malet over, men få timer efter var der igen Lennon-inspirerede billeder, blomster og tekster på den.
De tjekkiske myndigheder har nu for længst accepteret den graffitimalet mur og nu kun udvalgte kunstnere må tegne på muren.
Petrin Hill
Vil man have en god udsigt over Prag, skal man tage en tur op på Petrin Hill.
Man kan vælge enten at gå eller tage kabelbanen både op og ned. Vi valgte at tage kabelbanen op (one-way) og gå ned. En dejlig tur, der tog omkring 25 min.
På toppen af Petrin Hill er det muligt gå op i observationstårnet, Petrin Tower, for en endnu bedre udsigt.
Protip: Det er bedst at tage fotos af byen om eftermiddagen.
Karlsbroen
Prag har mange flotte gamle broer, men den mest kendte er uden tvivl Karlsbroen, som er en 650 år gammel stenbro midt i Prag. Broen er opkaldt efter kejser Karl den 4. og forbinder bydelene Stare Město og Malá Strana og er den ældste bro i Prag. Selve broen er 516 meter lang og er faktisk den længste middelalderbro i Europa. Langs med broen er der 30 statuer, som hovedsageligt er barokstatuer. Der er altid mange turister på broen.
Fun fact! Midt på broen finder man en skulptur af Sankt Johannes af Nepomuk, som er særlig populær blandt turister. På den stryger Sankt Johannes en hund, som ifølge legenden, vil bringe held og lykke, hvis man rør pladen – og det gør rigtig mange. Det viser sig dog, at dette ikke er en gammel legende, men i stedet en joke, der i dag er blevet en vandrehistorie. Historien lyder, at to fulde kunststuderende polerede statuen, så det så ud som om folk havde rørt den. Siden da er folk gået op og rørt statuen i håb om held og lykke.
Dag 2
Det jødiske kvarter – museum / Old Jewish Cemetery
Det Jødiske kvarter – Josefov – er et af Prags mest eksklusive bydele og var engang en jødisk ghetto. Bydelen ligger mellem den gamle by og floden Vltava.
I Josefov finder man blandt andet Pinkas Synagoge, hvor man har valgt at mindes de dræbte fra Holocaust ved at skrive alle navnene på hvidkalkede vægge. 77.297 navne står sirligt skrevet ind i historien på de hvide vægge. Det er en meget stærk oplevelse.
Det er også i Pinkas Synagogen, man kan købe billetter til den jødiske kirkegård, det jødiske museum, Maisel-synagogen, og Klaus-synagogen.
Den jødiske kirkegård er et af de steder i Prag man bør se. Den ligger i tilknytning til Pinkas Synagoge og er en af de ældste af sin slags i Europa. Man mener, at den blev grundlagt i det 15. århundrede.
Tusindvis af gravsten og mere end 100.000 døde er koncentreret på et relativt lille område. De gamle og tærede gravstenen står hulter til bulter mellem hinanden og der er ikke en bar plet af finde. Det er nok en af de mest overfyldte kirkegårde i Europa.
Det dansende hus
Det dansende hus er et modernes storbybyggeri, som står i stor kontrast til Prags øvrige gamle bygninger. Det er bygget af den amerikanske stjernearkitekt Frank Gehry
De to runde tårne læner sig kærligt mod hinanden, som om de skal ud i en dans. Derfor bliver Det dansende hus også kaldt Ginger & Fred, opkaldt efter Ginger Rogers og Fred Astaire.
Bygningen er i dag en kontorbygning og på toppen findes den anerkendte restaurant Celeste.
Shopping
Prag er eminent til at shoppe i. Her finder du alt fra lange shopping gågader, til store shopping centre og priserne er tilmed en del billigere end i Danmark.
Wenceslas Square er nok et af Prags mest kendte torv og er proppet med butikker, varehuse, hoteller, restauranter, caféer, barer, turister og lokale. På Wenceslas Square ligger butikker som H&M, Marks and Spencer, C&A og Primark.
I den ene ende af Wenceslas Square løber Na Příkopě, som er en af Prags mest populære gågader. Tilsammen udgøre Wenceslas Square og Na Příkopě nok Prags førende shoppingområde.
Hvis man vil besøge et shoppingcenter, kan man tage forbi Palladium, som er Tjekkiets største shoppingcenter. Det er beliggende i en smuk gammel bygning centralt i byen og byder på omkring 170 butikker og 20 spisesteder.
Hvis man har brug for at svinge kreditkortet i high-end butikker som Louis Vuitton, Dior, Gucci og Prada skal man tage forbi Parizska Street, hvor man finder Prags mest prestigefyldt luksus butikker.
Old Town Square / Prags astronomiske ur
I de gamle bykvarterer er mange bygninger over 700 år gamle, og de er særdeles velbevarede. Den vigtigste plads er nok Prags gamle bytorv (Staromestské Námestí) hvor også det gamle rådhus ligger. Rådhuset blev etableret i 1338 som sæde for den gamle bys administration. På pladsen finder man også andre vigtige bygninger såsom Týn-kirken, Skt. Nikolaj-kirken i barokstil, Kinský paladset i rokokostil, det gotiske by-palads, Huset ved Stenklokken. På midten af pladsen finder man det store monument, der afbilder Mester Jan Hus, som var en tjekkisk teolog, filosof og en kirkereformator.
På pladsen finder man også det berømte astronomiske ur, som er over 600 år gammel. Det astronomiske ur sidder på facaden af et gotisk tårn, som er en del af rådhuset (på sidegaden).
Det astronomiske ur er nok en af Prags allermest besøgte seværdigheder, hvor hundredvis af turister dagligt samles foran, ved hvert timeslag. At uret er astronomisk betyder, at det ud over klokken også viser ugedage, måneder, år, samt månens faser.
Uret består af tre hovedkomponenter; Den astronomiske skive, som repræsenterer sol og måne på himlen samt viser forskellige astronomiske detaljer. Apostlenes Tur, som er et mekanisk skuespil, der vises hver time fra kl. 9.00 til kl. 21.00. Når klokken slår hel åbnes to låger over uret, og de 12 apostle kommer frem en efter en, drejer sig og hilser på forsamlingen. Derudover er der også en kalenderskive med medaljoner der repræsenterer månederne.
Læs om vores tur til Budapest her.