Øen Kefalonia ligger i det Ioniske Hav ud for vestkysten af det centrale Grækenland. Kefalonia er en del af de Ioniske øer og er den største ø i øgruppen. Geografisk set ligger Kefalonia mellem øen Zakynthos mod syd og Lafkada mod nordøst. Nærmeste nabo er øen Ithaka, hvor Odysseus var konge, og ifølge Homer tog på sin legendariske odyssé. Kefalonia er gået lidt under den danske turistradar, og det er ikke muligt p.t. at flyve direkte til øen.
Kefalonia og de Ioniske øer generelt er helt anderledes end de Ægæiske øer. Øen er frodig med høje bjerge og klimaet er også lidt anderledes. Vejret er skønt om sommeren, men der bliver ikke helt så hedt som på de Ægæiske øer. Det blæser heller ikke så meget og øerne i det Ioniske Hav får generelt lidt mere nedbør. Landskabet er smukt og der er mange skønne strande med det klareste vand. I hovedbyen Argostoli kan man stå på molen og se store havskilpadder boltre sig mellem joller og småbåde.
Vi havde valgt Argostoli som base for ferien. Vi boede i udkanten af byen på et lille familieejet lejlighedshotel, Panorama Fanari Studios & Apartments. Stedet kan virkeligt anbefales, Dionisis og hans familie tager sig virkeligt godt af deres gæster og lejlighederne er rummelige med fantastisk udsigt til Paliki halvøen. Vil man bo i nærheden af Argostoli og samtidig ved stranden, skal man bo i Lassi, hvor der er flere små hoteller og et godt udvalg af restauranter.
Seværdigheder
Myrtos Beach
Myrtos Beach er en af de mest ikoniske strande på Kefalonia. Den er kendt for sin fantastiske blå farve, omgivet af dramatiske kalkstensklipper. Stranden ligger i top 10 på alle lister over strande i Grækenland som vi har set. Vejen ned til stranden i virkeligt stejl, men det hele værd, når man når frem. Vandet har en utrolig mælket blå farve, noget vi aldrig har set før. Vandet bliver hurtigt dybt, man kan nærmest tage hovedspring fra vandkanten. Der ligger en lille bod på stranden, men ellers er der ikke nogen form for service.
Melissani Cave
Denne imponerende underjordiske søhule er et stort udflugtsmål. Her kan man tage en bådtur på den underjordiske sø, hvor det krystalblå vand skaber en magisk atmosfære. Det er bedst at besøge hulen omkring middagstid, hvor solen står højst på himlen.
Assos
Assos er en malerisk landsby og en fæstning på en halvø. Den har en charmerende atmosfære og betagende udsigt over det azurblå hav. Det er et godt sted at slentre rundt, nyde lokale taverner og beundre den smukke arkitektur.
Fiskardo
Fiskardo er en charmerende fiskerby på den nordlige spids af øen. Den har bevaret sin traditionelle arkitektur og er kendt for sine farverige huse, taverner og luksuriøse både. Det er et populært sted for både turister og lokalbefolkningen. Havnen er et hyggeligt sted at spise frokost.
Mount Ainos Nationalpark
Mount Ainos er det højeste bjerg på Kefalonia, og den omkringliggende nationalpark er et beskyttet område af stor naturskønhed. Du kan vandre gennem skovklædte stier og opleve øens flora og fauna.
St. Gerasimos-klosteret
Dette er et vigtigt religiøst sted på øen og dedikeret til Kefalonias skytshelgen, St. Gerasimos. Klosteret er omgivet af en fredelig atmosfære og har smukke freskomalerier og ikoner.
Argostoli
Argostoli er Kefalonias hovedstad og et livligt sted at besøge. Havnepromenaden er fuld af liv og mange tavernaer har borde helt ud til vandet. Der er langt mellem de arkitektoniske perler i byen, som næsten blev jævnet med jorden efter et jordskælv i 1953, men byen har en lang hyggelig gågade – Lithostroto – med masser af butikker og caféer. I bunden af Argostolibugten kan man gå tur på den næsten 700 meter lange De Bosset bro fra 1813
Byen er et oplagt sted at leje en lille motorbåd i, da man efter en ret kort sejlads kan finde sin egen lille bugt med krystalklart vand. Det er også muligt at sejle til White Rocks Beach, som minder lidt om Stevns Klint og som kun kan nås fra vandsiden.