I det nordlige Grækenlands Zagoria region ligger Vikos Gorge omgivet af fantastisk natur. Vikos Gorge er ifølge Guinness Book of Records verdens dybeste kløft. Det skal forståes som dybden af kløften (600 – 1.000 meter) i forhold til kløftens bredde. I de omgivende Pindosbjerges grønne skove ligger 46 små traditionelle landsbyer, som i århundreder har hængt sammen via omfattende stisystemer. Floder og vandløb krydses via buede stenbroer, som er berømte for området. Asfaltvejene er stadig få i området, og kom først sent hertil. Du skal ikke forvente en masse turister her, infrastrukturen er simpelthen ikke til det. Men ønsker du fred og ro, og kan du lide at vandre, er det oplagt at besøge dette naturskønne område. Der er relativt store bestande af både ulve og bjørne i hele den nordvestlige del af Grækenland, men de ses dog meget sjældent. Sæsonen strækker sig over det meste af året, men sneen kan lægge sig om vinteren, og det er på trods af højderne varmt om sommeren, så forår og efterår er optimalt.
Overnatning
Vi valgte Papigo (Papingo) som base for vores to overnatninger i området. Papigo ligger i 950 meters højde ved den nordlige ende af Vikos Gorge med en fantastisk udsigt til bjergene. Det er en smuk bjerglandsby, der består af områdets traditionelle stenbygninger med skifertage. Der er meget begrænsede indkøbsmuligheder, men der er en del overnatningsmuligheder og restauranter i byen. Vi boede på Avragonio, et rigtigt hyggeligt hotel i frodige omgivelser.
Der er også gode overnatningsmuligheder i den nærliggende landsby Aristi og i Monodendri ved den sydlige ende af Vikos Gorge.
Vandring
Der er et omfattende net af vandrestier i området, lige fra korte vandreture langs den altid kolde (4 grader året rundt) Voidomatis flod til længere ture i kløften og til Tymfi Dragon Lake i 2.050 meters højde. Brug evt. app’en Alltrails til at få overblikket.
Læs her om vores besøg i Meteora i det centrale Grækenland.