Beliggende i den centrale del af det græske fastland finder man et af verdens store vidundere, Meteora. Dets eksistens er på forunderlig vis gået under radaren for de fleste danske turister, men det kommer nok til at ændre sig med turismens fokus på at finde nye seværdigheder. Meteoras klippeformationer består af fantastiske søjleformer skabt af hav og vind for 60 mio. år siden. I 1100 tallet fandt græske munke landskabet perfekt til af finde sindsro og bogstaveligt talt være tættere på Gud. De begyndte at bygge klostre på toppen af klippesøjlerne og da det toppede i 1500- og 1600-tallet, var der 30 klostre i området. I dag er der 6 klostre, der alle kan besøges.
Ordet Meteora kan oversættes til “ophængt i luften”, hvilket giver perfekt mening, når man står foran et af klostrene og betragter den fantastiske udsigt. Trækplasteret i denne del af Grækenland er til dels klostrene og til dels den fantastiske natur.
Kalaba ligger for foden af klipperne og er et naturligt opholdssted, når man befinder sig i området. Byen ligger ca. 3 timers kørsel fra Thessalonikis lufthavn og over 4 timer fra Athen.
Vi valgte 3 overnatninger, hvilket passede helt perfekt, da vi havde to hele dage til at udforske området.
Seværdigheder
Klostrene
Det er muligt at besøge de 6 tilbageværende klostre, men vær opmærksom på at de har lukket en dag til to om ugen, oftest på hverdage. Man skal være tækkeligt klædt, ingen synlige knæ og skuldre. Indgang koster 3 €.
Holy Trinity klostret ligger mest spektakulært på toppen af en fritstående klippesøjle, og har den “sværeste” adgang. Man skal ned af en bred sti, og herefter op ad 140 trappetrin, og af den grund er klostret ikke så besøgt som nogle af de andre. Man bliver belønnet med et lille kloster, der ikke er overrendt, og som har den mest vanvittige udsigt hele vejen rundt. Man kan se lige ned i Kalabaka by. Klostret blev etableret i 1488, men eremitter havde beboet klippesøjlen længe før. Klostret blev verdenskendt i James Bond filmen “For Your Eyes Only” fra 1981, hvor det medvirker i åbningsscenerne.
St. Stephans kloster ligger tæt på Holy Trinity, med flot udsigt. Det virkede ikke overrendt, da vi var i nærheden.
Great Meteoron og Varlaam klostrene virkede som de klart mest besøgte. Vi kørte derop, og bilerne holdt langs vejkanten langt derfra, så forbered dig på en lang gåtur op af bjergvejen, hvis du besøger stedet på egen hånd.
Roussanou klosteret er det første kloster man møder, hvis man tager vejen op fra Kastraki. Det ligger vanvittigt flot i en dal omgivet af fantastiske klipper. Det lille kloster fylder hele klippesøjlen, som det er placeret ovenpå. En kort med stejl tur tager en op til klosteret.
Solnedgang set fra toppen
Der er mange arrangerede solnedgangsture til Meteora. Det er let at køre derop selv, det tager 10-15 minutter. Der er mange biler til få parkeringspladser ved udsigtspunkterne, men folk holder bare langs siden af vejen. Man tager ikke tingene så tungt her. Det er også muligt at vandre op, men nedstigningen kommer til at foregå i mørke.
Vandring
Der er mange vandrestier i området. Man kan gå nede fra Kalabaka op igennem skov til Holy Trinity klostret. Det er opad hele vejen, men man bliver belønnet på toppen. Tjek f.eks. app’en Alltrails. Der er også flere ruter fra nabobyen Kastrani.
Overnatning
Kalabaka, som er en by med ca. 12.000 indbyggere, er de flestes tilholdssted, når Meteora skal besøges. Der er masser af muligheder for overnatning i Kalabaka, der ligger lige for foden af klipperne og som er et godt udgangspunkt for vandreture. På hovedgaden Trikali ligger mange butikker og restauranter. På grund af sommervarmen boede vi på et af de store hoteller med pool, Divani Meteora Hotel, hvor man kan bestille værelse med udsigt mod Meteora. Det kan klart anbefales om sommeren, hvor temperaturen når 35 grader. Ønsker du fred og ro bør du kigge på overnatning i nabolandsbyen Kastraki.
Læs her om vores tur til verdens dybeste kløft, Vikos Gorge i det nordvestlige Grækenland.