Skrevet af Anja
Dyker Heights ligger i Brooklyn og er et helt almindeligt villakvarter, hvor folk går all in på juleudsmykning i allerbedste stil i julemånederne. Det er Fars Fede Juleferie i Brooklyn.
Juleudsmykningen bliver sat op dagen efter Thanksgiving og er tændt hver dag fra omkring kl. 16 til 24 indtil d. 3. januar. Bydelen har omkring 300.000 besøgende i december.
Der er 2 professionelle juledekorationsfirmaer i området, som står for opsætning, nedtagning og opbevaring af julelysene. Det koster typisk mellem 2.000-10.000 USD. Hertil skal tillægges en ret stor elregning på mellem 1.000-3.000 USD pr. sæson. Husene får ingen økonomisk støtte, så alt er selvfinansieret.
Hvordan besøger man Dyker Heights
Der er flere som udbyder turen på nettet, men man skal bestille i god tid, da turene er meget populære. Jeg købte turen hjemmefra til omkring kr. 350 pr. person og det var alle pengene værd. Jeg bestilte på Viator og det fungerede meget fint. Det er også muligt at booke en billigere tur, hvor man selv står for transporten og møder en guide i Brooklyn.
Vi blev hentet på 7th. Ave kl. 16.15. af en bus, som kørte os en times tid gennem Manhattan, over broen til Brooklyn og Dyker Heights.
Herefter fulgte vi en guide gennem området, som krydrede turen meget fint med historier om de enkelte huse.
Turen tog omkring 3 1/2 time med et scenic stop ved Brooklyn Bridge på hjemvejen, så vi alle kunne få et foto at Manhatten skyline by night.
Man kan godt tage turen gennem Dyker Heights på egen hånd, men jeg vil klart anbefale en guidet tur, da kvarteret er temmelig stort og kan være svært at navigere rundt i på egen hånd. Endvidere er der tæt trafik og virkelig mange mennesker. Det var for en gang skyld rart, at blive ‘holdt lidt i hånden’.
Læs også Jul i New York