Noosa
De sidste dage af turen tilbringer vi i området omkring Sunshine Coast, inden turen går hjem via Brisbane og Dubai. Vi har på Airbnb fundet et stort rækkehus i Ivory Palms Resort til ingen penge. Huset ligger i turistbyen Noosa og her kan vi slappe lidt af inden det er slut. I området finder man lækre strande og natur, og alle former for aktiviteter på vandet.
Det er en fornøjelse at have masser af plads og et stort køkken, så vi selv kan lave mad. Der er et område med swimmingpool og spa samt spil og underholdning i midten af komplekset. Der er ikke mange turister i øjeblikket, så vi har næsten det hele for os selv.
En aften ved solnedgang sidder vi ude foran huset og nyder det gode vejr, da vi pludselig hører lyde fra oven. Da vi kigger op, ser vi at aftenhimlen er fyldt med flying foxes, flagermus med et vingefang på op til en meter. De er på vej ud for at finde mad i tusmørket. De passerer over huset det næste kvarters tid, og vi googler os frem til at der er en halv million individer i flokken. Australien bliver bare ved med at give de vildeste naturoplevelser.
De næste par dage slapper vi af og tøffer lidt rundt i byen, som er hyggelig med masser af caféer og restauranter. Vi har ikke behov for at tage på de store ture, for vi fordøjer stadig de mange indtryk fra de seneste små 10 uger på farten.
Hytten på bjergtoppen
Vi mangler at booke de sidste to overnatninger, som skal være i nærheden af Australia Zoo i Berwah. Vi vil bruge hele den sidste dag i Zoo inden vi skal nå aftenflyet til Dubai. Vi falder over en hytte på en bjergtop på Airbnb. Det virker som en passende afslutning på Australiensturen. Køreturen fra Noosa er kun en time lang, så vi har masser af tid og stopper i den lille by Kenilworth og handler ind.
Vi har lidt svært ved at finde vej til hytten, men det lykkes at finde den godt en kilometer lange grusvej, der fører op ad bjerget til hytten. Hytte er et lidt for beskedent ord om det lille nyrenoverede hus. Der er en stue, et meget velassorteret køkken og 2 fine soveværelser. Badeværelset, som hænger ud over bjergskrænten er det bedste. Når man står i brusebadet og kigger ud af gulv til loft vinduet, har man en fuldstændig ugeneret udsigt igennem skov og ud over det smukke landskab. Udenfor er der en delvis overdækket træterrasse med spa og der er bålplads. Vi er de første gæster, og det virker som om værterne har gjort ekstra meget ud af at forsyne os med lækkerier til morgenmaden.
Dagen efter kører vi en tur på Blackall Range Tourist Drive, en smuk tur i de lave grønne bjerge i baglandet til Sunshine Coast. Vi stopper i charmerende Montville, som med sine caféer og kunstbutikker i frodige omgivelser udgør et populært stop på ruten.
Den sidste aften i huset på bjerget bliver udnyttet med spatur, bål med ristede skumfiduser under en klar stjernehimmel.
Australia Zoo
Så er vi nået frem til turens sidste dag. Vi tager tidligt afsted og er ved Steve Irwins Australia Zoo ved åbningstid. Det er en stor zoologisk have, ca. 25 gange større end Københavns Zoo, så der er meget at se. Hovedbegivenheden er en tur på Crocoseum, et stadion med plads til 5.000 tilskuere, hvor der er shows med forskellige dyr, blandt andet en kondor med et kæmpe vingefang. Hovedattraktion er selvfølgelig store saltvandskrokodiller. De bliver lokket frem i de lavvandede pools, jager dyrepasserne og bliver fodret med hele kyllinger.
Vi når også et show i Tiger Temple, et tigeranlæg der er inspireret af Angkor Wat templet i Cambodia. Tigerne springer i vandet mens tilskuerne kan følge med både over og under vandoverfladen. Der er naturligvis rift om pladserne, så det er om at møde op i god tid før showet starter. Efter at have rundet den afrikanske savanne i parkens fjerneste hjørne, finder vi et stille parkområde hvor kænguruer ligger og daser på græsset og ikke har noget imod at blive klappet. Vi slutter af med et kig ind af vinduerne til de syge dyr på Australia Zoo Wildlife Hospital og giver en lille donation til formålet.
Eftertanker
Turen er ved at være slut, vi mangler kun at køre til lufthavnen og aflevere bilen. De har været 10 uger, som har mere end levet op til forventningerne. At tage orlov er den bedste beslutning vi nogen sinde har taget og ungerne, som vi har hjemmeskolet en smule på vejen, har lært så meget på denne tur. Turen mod lufthavnen går i skumringen igennem Glasshouse Mountains med de underligt formede bjergtoppe, en magisk afslutning.
Alt i alt blev det til 40.990 km på 9 forskellige fly, 10.000 kilometer på vejene i 5 forskellige køretøjer og 45 forskellige overnatningssteder. På trods af disse tal føler vi, at vi kun lige har kradset i overfladen. Australien er virkeligt stor og det er svært at planlægge sit besøg. De steder der kommer til at give dig de mest mindeværdige oplevelser, er sikkert ikke de største og mest imødesete seværdigheder. Sådan fungerer det bare ikke.
Vi havde de største øjeblikke på turen på campingpladserne. Ikke de fine steder, men ude i skoven på en primitiv campingplads uden de store faciliteter. Hvis man er til natur vil jeg klart anbefale, at en del af turen foregår i et motorhome. Dette kan sagtens kombineres med storby og kyststrækningen syd for Sydney er perfekt til denne rejseform.
Uanset hvad man er til, kræver Australien noget planlægning, da man som regel har begrænset tid til rådighed, og Australien er næsten lige så stor som hele Europa.
Læs mere om alle vores oplevelser i Australien.