Vi har været på safari mange gange rundt omkring i Afrika, men vi har følt at vi havde til gode, at prøve lidt luksus i et privat Game Reserve. Vi har dog tidligere holdt os fra det, da det er hundedyrt. Man kommer let til at betale 3-4.000 kr. pr. person pr. dag. For det beløb får man et luksusværelse eller hus med pool, alle måltider, de fleste drikkevarer, to game drives om dagen samt andre udflugter.
Vores krav til Camp’en
Vores krav var ikke så høje. Vi ønskede, at finde et lille sted med plads til max. 20 gæster, så man kunne have fred og ro. Vi ville højst betale omkring 1.500 kr. per dag og så kunne vi rigtig godt tænke os at bo i safaritelte. Endelig skulle der være hegn rundt om camp’en. Så kunne vi slippe for af at blive fulgt til og fra teltet af vagter efter mørkets frembrud.
Den kombination gav ikke mange valgmuligheder, det var faktisk både svært og tidskrævende at finde noget der passede vores krav. Det skyldes bl.a. forskellige politikker m.h.t. til børn. Mange Camps udelukker børn, dels af sikkerhedshensyn og dels så de ikke er der til at forstyrre de voksne.
Vi valgte Ndzuti Safari Camp
Valget faldt til sidst på Ndzuti Safari Camp ca. en halv time nord for Hoedspruit. Ud fra anmeldelserne virkede Ndzuti Safari Camp som et sted, hvor man fik meget for “for penge”, god mad uden at være ypperste luksus, fine indkvarteringsforhold og vigtigst af alt – 2 daglige game drives. Så kunne vi godt leve med, at vi skulle betale for alkohol og sodavand selv.
Lejren
Da dagen kom kørte vi fra Hoedspruit og op til den gate, der lå nærmest Ndzuti. Her ventede Gus, en af vores Rangers på de næste 3 dages game drives. Vi fulgte efter hans landrover i vores lejebil af dårligt vedligeholdte veje i omkring et kvarter, og så nåede vi Campen, der lå med en ubeskrivelig flot klippeformation i baggrunden. Campen bestod af en hovedbygning, pool, et spiseområde og spredte bygninger under træerne, hvor man kunne bo.
Forrest, hvor grunden var forhøjet et par meter over landskabet, lå lejrens fire telte på rad og række på betonplatforme. Hver telt havde en stor møbleret terrasse hvorfra man kunne nyde udsigten ud over landskabet med 2 central placeret vandhuller, som skulle lokke dyrene til. Inde i det rummelige telt var der enten to enkeltsenge eller en kingsize dobbeltseng. Rummet var udstyret med aircondition, hvilket måske lyder skørt i et telt, men det var nødvendigt i den kvælende varme.
I den anden ende af teltet førte en dør ind til et stort badeværelse med dobbelt bruseafdeling.
Dagsprogrammet
Planen for de næste tre dage var nu følgende:
Stå op kl. 5
Drikke en kop kaffe og spise lidt kiks eller brød kl. 5.15. Alle måltider blev annonceret med en afrikansk trommesolo.
Finde sin plads i Landroveren kl. 5.30 og trille ud af gaten til tre timers game drive. Stadigt mørkt.
Spise morgenmad kl. 8.30 – 9.00
Slappe af ved pool’en, læse en bog eller tage en lur.
Spise frokost kl. ca. 14.00 – 15.00
Tage på tre timers eftermiddags game drive fra kl. 16.30
Spise aftensmad omgivet af bål i bomaen kl. 20.30 – 21.00
Sove
forfra…..
Det skal fejres
Mine svigerforældre, som var med på turen, havde guldbryllup mens vi var i camp’en. De fik nogle oplevelser på deres store dag, der ikke er mange forundt, blandt andet blev der arrangeret en helt speciel middag for dem.
Game Drive
Det kan være svært at forestille sig hvor hurtigt 3 timers game drive går. Meget af tiden kører man og alle sidder og holder øje med dyrelivet. Der kan være langt mellem de dyr, man helst vil se. Rangerne er dog utrolige til at forklare om naturen generelt og gøre selv elefantafføring til en spændende oplevelse. Man har typisk en pause midtvejs ude i bushen, det kunne f.eks. være på et udsigtspunkt, hvor man kan strække ben og få lidt snacks og drikkevarer. Om morgen kiks, kaffe og the og sen eftermiddag, øl, vin eller gin & tonic.
Vi endte med at tilbringe over 20 timer i landroveren på de tre dages safari og vi havde nogle utrolige oplevelser. Vi havde flere nærgående møder med elefanttyre, der foretog skinangreb mod bilen. Vi så en løveflok, der i mørket var blevet separeret af et hegn og prøvede at finde tilbage til hinanden igen. Vi oplevede en stor flok elefanter, der badede og legede i en sø, og derefter kurede ned af de stejle skrænter på den dæmningsvej vi var fanget på, omgivet af elefanter. Den sidste dag på det sidste game drive, så vi 10 afrikanske vildhunde til vores og ikke mindst rangernes store begejstring.
Dansk ejet
Uden vi var klar over det, viste det sig, at den Safari Camp vi havde valgt var dansk ejet. Søren Nielsen, som også ejer Blyde Wildlife Estate havde købt denne camp for nogle år siden og sat den i stand. Reservatet ligger op ad Nyati Safari’s reservat, som er ejet af Sørens far, Jørgen. Vi har boet to gange i Blyde Wildlife Estate fordi det er et lækkert sted og det ligger godt i forhold til at udforske området. Vi har mødt Søren første gang vi besøgte området i 2011, og tilfældet var, at han kom på besøg et par dage i Ndzuti, mens vi var der.
Alt i alt var det en fantastisk oplevelse, som vi kan leve længe på, men pas på, man får lyst til at tage afsted på safari igen og igen, når man først har prøvet det.
Kommentarer (2)
Denne camp er absolut et besøg værd, jeg kan kun anbefale at leje et telt hvis det er muligt.
Tak Dan Flemming. Vi var også meget begejstret.