Så er vi klar til 3 dage i Monkey Mia! Det har vi set frem til og har været et af turens absolutte højdepunkter i hele planlægningsprocessen, så lad os håbe det lever op til forventningerne.
Monkey Mia Dolphin Resort
Monkey Mia Dolphin Resort indeholder campingplads, vandrehjem, og hotel – alt fra primitive værelser til lækre lejligheder. Vi har taget de dyreste værelser, som er bungalows på stranden. Vi checket ind og værelset lever op til forventningerne! Udsigten fra terrassen udover stranden og de blå vand, er perfekt. Emuer spankulerer rundt mellem bygningerne og spiser af frugter på palmerne.
Indenfor står den kolde aircondition luft i stor kontrast til de 42 varmegrader udenfor. “Delfin” råber Annabell. Vi løber ned i vandkanten og en delfin svømmer stille og roligt rundt langs stranden i selskab med en pelikan.
Delfinerne ved Monkey Mia
Delfinerne kom til stedet i 1960’erne, da en fisker og hans kone begyndte at fodre dem. De har været har lige siden, og op til 20 delfiner besøger stedet hver dag, og 5-6 af disse er tillidsfulde nok til, at tage imod mad fra rangerne. Der er dog meget strenge restriktioner om hvor mange fisk delfinerne må få om dagen, da de stadig skal ‘jage’ deres mad. Det har selvfølgelig lokket mange turister til, de bor enten på resortet eller i Denham. Hver morgen er der fordring og vi fik et chok, da der allerede stod 150 mennesker i vandkanten, da vi kom ned på stranden efter morgenmad.
“I må IKKE gå ud i vandet, og I må IKKE røre ved delfinerne” siger en kvindelig ranger med en meget myndig stemme. Få personer bliver valgt ud, Annabell er heldig i dag, og går ud i vandet med en ranger og giver den tillidsfulde delfin en fisk. Det er spændende at se, men der er voldsomt mange mennesker, hvilket ødelægger oplevelsen lidt.
På stranden
Et par timer senere kommer nogle af delfinerne tilbage og dagens anden fordring foregår uden særligt mange mennesker. De fleste er fragtet i turistbusser tilbage til Denham. Vi finder ud af hvorfor det er en fordel at bo her. Når dagsturisterne ikke er her, er her dejligt stille og roligt. Der er kun et godt sted at opholde sig i middagsheden og det er ude i vandet. Mens vi bader dukker tre definer op og begynder at svømme rundt og jage småfisk imellem os. Rangerne fortæller os, at vi skal blive hvor vi er, og lade være med at røre ved delfinerne, mens de svømmer rundt om os. En delfin, der gnider sig op af et fortøjningsreb fra en båd, støder ind i Annabells ben og svømmer derefter imellem benene på hende. Sikke en oplevelse!
Disse tre delfiner – mor Piccolo og dens unger Flute og Piper – kommer vi til at møde mange gange, når vi er i vandet de næste tre dage, et stort privilegium at opleve.
Du kan se en film om vores møde med delfinerne her.
Sejltur i Shark Bay
Vi har booket en tur på en stor katamaran, der tidligere har været brugt til kapsejlads. Den ligger klar på molen i den ene ende af stranden. Vi skal ud og lede efter dugonger, en slags søko, som der lever ca. 10.000 af i den relativt lavvandede Shark Bay. Vi får udleveret polaroid solbriller, som gør det lettere at spotte dyr i vandet. Der er store områder med søgræs her, så forholdene er optimale for disse dyr. Vi bliver bedt om at hjælpe med at spotte hajer og andre dyr, mens vi sejler og vi er knap nok begyndt før vi ser en 4 meter lang tigerhaj. Den er vel 100 meter fra stranden, hvor vi bader hver dag, interessant!
Længere ude i bugten ser vi mange forskellige slags hajer, havskilpadder og vi ser da også en enkelt dugong. Langt væk fra kysten, på et sted med kun 3 meter dybt vand, sejler kaptajnen rundt i en stor cirkel og derefter stopper han katamaranen og proklamerer, at dem der har lyst, kan hoppe i vandet og bade. Jeg spørger ham om han sejlede i cirkel, for at se om der var nogen hajer, og han kigger på mig, griner og nikker. Nåh, men det er langt over 40 grader og når vi ikke sejler hurtigt og får vind i ansigtet, er det ulideligt varmt, så vi går ud på forstavnen og hopper i vandet, kun en smule nervøse.
Der findes 28 hajarter i bugten, herunder tigerhaj, hvidhaj, tyrehaj, makohaj og hammerhaj, så bugtens navn har sin berettigelse.
Milliarder af stjerner
Aftenen starter med en smuk solnedgang og senere dukker stjernerne frem og vi går ned af stranden med lommelygter for at komme væk fra hotellets lys. Små hvide krabber farer rundt på sandet, og smutter ned i deres huller, når vi kommer traskende. Det er helt vanvittigt så mange stjerner man kan se her, mælkevejen står som et lysende bredt bånd på nattehimlen og vi nyder synet og stilheden. Monkey Mia ligger ca. 800 kilometer fra verdens mest isolerede storby, Perth, så der er ikke mange forstyrrende lyskilder, når man kigger på stjerner.
Man kan vælge at spise aftensmad på restauranten The Boughshed eller man kan besøge Monkey Bar, der serverer burgere og pizzaer. Her er også en købmand til campingfolket og dem, der vil lave egen mad.
Monkey Mia ligger ved Francois Peron National Park og der går ture med 4-hjulstrækker langs kysten i parken. Der er også mulighed for at komme på en aboriginal tur med Darren, der fortæller om landet, kulturen og naturen ved Shark Bay.
Sommeren er ekstrem varm her. Vi besøgte stedet i februar og det var 43-45 grader varmt hver dag. I foråret (sep-nov) og efteråret (mar-maj) er temperaturen mere behagelig, og vintermånederne kan godt være kølige og blæsende.